Frameo billedramme.

Jeg elsker ham og savner ham stadig..

Jeg har gjort noget godt for mig selv. Noget jeg måske skulle have gjort for længst eller måske er jeg bare først klar nu? Jeg har fået en henvisning til en psykolog og faktisk også bestilt mine første tre tider. Mit liv er de sidste seks år kørt som uret, fremad, meget hurtigt og jeg har til tider ikke haft tid til at stoppe op og kigge tilbage. Måske faktisk slet ikke haft lyst, på mange punkter. Nå til sagen lige på og hårdt, gør opmærksom på, at det her er det hårdeste punkt for mig og nok også det ømmeste. Jeg sidder allerede og ryster på fingrene og får tårer i øjnene.

Og sidder allerede nu og bliver i tvivl om dato, klokkeslæt og årstal.. Mange kan nok nikke genkende til det her, hvis de har mistet en, der var en meget nær, mere nær end ens forældre eller nogen som helst anden person…

Til februar er det 6 år siden, jeg mistede min lillebror og i dag er det hans fødselsdag, av. Han nåede at blive 19 år, 2 år yngre end mig. Jeg husker det som var det i går, det sidder i mig lige inde bag huden og det skal væk. Det der gør min vejrtrækning stopper og det der får mig til at fryse.. Det skal væk.. Og igen sidder jeg og tuder..

 

Vågnede op til en helt alm. torsdag morgen, hvor min far ringede, jeg husker tydeligt han bare sagde, “Janus er ikke hos os mere?”. Jeg fattede det ikke, fattede intet, sagde bare “hvad? det er ikke rigtigt” og dernæst gik min verden i stå.. Vi kørte ud og blev mødt med dette syn… Som en time senere endte på nettet…

skaermbillede-2017-12-18-kl-08-44-51

________________________________________________________

Det er første gang jeg laver et indlæg om det, første gang jeg “viser” ham og mine følelser frem til jer..
Man kan ikke se det på folk og man kan slet ikke se det på folk, man ikke kender. Mange tror mit liv er en dans på røde roser, det er det også nu, men det har jeg sgu fortjent. JA, det sagde jeg lige… Men det sidste skal væk. Med det sidste. mener jeg nok i bund og grund det hele, den kæmpe store tunge klump der ligger inde i min mave og klemmer sig sammen og giver mig kvalme..

Siden 2012 har jeg kæmpet med at være skide sej og hård som en klippe udadtil også overfor mine børn. I bund og grund er jeg nok et meget skrøbeligt menneske, som har brug for at få det her gravet til bunds. Jeg har aldrig haft problemer med, at snakke om det. Overhovedet.. Problemet er bare, at det ligger og fylder alt for meget endnu…

Siden da, har jeg fået et liv med Kenneth, et liv der er gået meget hurtigt og er det fedeste og mest fantastiske liv. At han hverken kendte til det eller ham, gjorde det faktisk bare nemmere at “komme videre”. Men der er bare sket alt for meget og jeg har ikke haft tid til at stoppe op og tage en dyb indånding… Ikke at jeg ikke har haft mine dage, for jo, er du sindsyg jeg har grædt tårer, så det kunne fylde et badebassin, på alt for mange tusind liter.

Minderne vælter frem på facebook..
Ja måske jeg også skulle prøve, at få slettet den.. Selvom det jo også er gode minder.
Den hårdeste tanke ever, er at han aldrig kommer tilbage.. At han aldrig bliver en del af vores liv eller at jeg ikke oplever ham, få en familie.. Han var det gladeste, mest omsorgsfulde væsen. – og så havde han bare altid tid til alle han elskede.. 

Jeg valgte at få denne, da han smuttede fra os, et portræt af ham i det han elskede allermest udover hans familie.

Et menneske der altid har stået bag min ryg og som altid vil gøre det. Forever.. Min engel.

25520607_10155948262367766_440883158_o 25530316_10155948262107766_1742689864_o

25511034_10155948262422766_1807540506_o25551646_10155948262192766_1524762538_o 25552615_10155948262237766_298658608_o 25552659_10155948262147766_934803175_o

Vi sov sammen, på samme værelse, nærmest til jeg flyttede hjemmefra, bare fordi det var hyggeligt, at ligge og snakke. Vi havde fælles venner, som jeg nok har taget en del afstand til efterfølgende, da det bare er alt for hårdt og minder mig så meget om ham. Vi delte alt, som i ALT..
I dag er bare ekstra hård og jeg har brugt dagen i min seng, i eftermiddag skal jeg ses med min familie og vi skal ud og finde det helt rigtige juletræ, og så skal vi da lige op på kirkegården en tur <3
Jeg græder og græder og græder lidt mere… Det er den eneste måde det kan komme ud på…

Nå en lille sørgetriller på en december dag, glædelig 18. dec og kæmpe tillykke til verdens dejligste stjerne. Hvis i kan se en humørbombe af et stjerneskud, er det bare min lillebror der har en fest. Just saying..

Jer der har mistet og har ondt, seriøst, jeg ved hvad i mener. Bare det at skulle leve med det… Arrrrrrrg.. Jeg skal videre, som i videre nu.

Love you brow….

 

 

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Frameo billedramme.